Historien


"Den gode soldat Svejk" er en krigsroman, skrevet af Jaroslav Hassek.

Hassek var sjovt nok, som Franz Kafka, kontormand  i sine unge dage, inden skriveriet tog over.

Når man ser bort fra, at han blev gift meget tidligt, så var han en boheme, han vakte opsigt, blandt andet med sine practical jokes og sine ca. 1500 noveller og artikler.

Ved 1. Verdenskrigs udbrud (1914 - 1919) blev han indrulleret i den østrigske hær, og opholdt sig der på Østfronten - efter russisk fangenskab returnerede Hassek til Prag i 1920.

Udover at blive gift igen, uden at blive skilt fra sin første kone, begyndte han at skrive på Svejk. Desværre nåede han kun at skrive 4 ud af 6 planlagte dele, inden han døde i Lipnice nad Sazavou i det østlige Tjekkiet, hvortil han var flyttet et par år tidligere. Det der mangler er, krigens afslutning, hjemkomsten, og hvad deraf fulgte (formentlig).


Jaroslav Hassek (1883 - 1923)

Tillad mig at slutte af med en lille anekdote, fortalt til mig på det hyggelige Pragerværtshut Na Slamniku af min gode ven rocktrommeslageren (super) Jarda Kvasnicke.

Hassek var gået ned på sit lokale værtshus kun iført pyjamas, slåbrok og sutsko for at hente fadøl i sin medbragte kande. Her kommer Hasek i snak med en mand, og den ene øl tager den anden. Denne mand taler nu varmt om den lille by Lipnice nad Sazavou, som ligger smukt på toppen af et enkeltstående bjerg.

Passiaren ender med at Hassek sporenstrengs rejser til det lille Paradis. Efter et pænt stykke tid er han overbevist. Har kontakter sin kone, og beder hende komme straks, for her vil han bo til sine dages ende.

Som man kan forstå, er ordet "Tøffelhelt" ikke just inspireret af Hassek!!

Haseks lille hus er i dag museum, og kroen hvor han kom meget ligger ganske tæt ved. Jeg har været der, og ja - der er meget smukt. Har desværre ikke drukket øl der, da jeg var i bil, men jeg har dog svoret på, at jeg en dag tager en overnatning der.



"Den gode soldat Svejk"

Denne Svejk har en anekdote til en hvilken som helst situation, og de er oftest meget morsomme og hudflettende.

Der er ingen, der ved, hvor han kommer fra, om han har familie, om han har eller har haft intime kvindebekendtskaber, hvad det ikke tyder på. Han har en husbestyrerinde Frau Müller og det er det.

Han bliver i hvert fald indrulleret i hæren, og via utallige situationer og skærmydsler, ender han ved Østfronten. Hans nærmeste kontakt med våben er vel nærmest at have et gevær over skulderen.

Han har aldrig været i kamp endsige helt ude ved fronten. Han er vel nærmest en civilist i uniform.

Han har været afhørt, fået skæld ud, været i diverse fængsler, blevet kaldt idiot adskillige gange, og har i øvrigt altid givet øvrigheden ret. Han siger altid sandheden.

Spørgsmålet er hvad forfatterens mening med Svejk er?

Er det meningen, at han gør alt for at undgå at komme til fronten og dermed komme i livsfare og risikere at skyde andre mennesker? Er han en katalysator omkring hvem alt det frygtlige hænder, hvorefter han kommer med alle sine sandheder og anekdoter? Eller er det noget helt tredje? Ville han overleve krigen? Det ved vi ikke, da Hasek dør, hvor romanen er nået til slutningen af krigen, og Svejk er tæt på Østfronten.

Trods alt sin alvor er Svejk i bund og grund en utrolig morsom bog. Læs den.




Kim Normann født 1952 - Ejer af Cafe Svejk siden 1. august 1994

Jeg kom første gang til Prag i 1984. Det var kærlighed ved første blik:

Kærlighed til denne utroligt smukke by, kærlighed til en fantastisk værtshuskultur toppet med velskænket og velsmagende fadøl. Respekt.

Efter flere besøg i Prag var jeg på turistvisit på bryggeriet Bohemia Regent fra 1379, og som er det ældste nulevende bryggeri i Tjekkiet. Det ligger ca 130 km stik syd for Prag i den gamle, smukke og seværdige by Trebon. Der spurgte jeg brygmesteren Ivan Dufek, om hvad de ville sige til at eksportere deres øl til Danmark? Der lå på dette tidspunkt ikke noget specielt seriøst bag dette spørgsmål. "Det vil vi da være stolte af" lød svaret.

Efter ca 2 års betænkningstid, sprang jeg ud i det i 1992. Det lykkedes at sælge lidt fadøl til nogle rockkoncerter på Risbjerggård i Hvidovre, hvor jeg var vokset op, men har siden 1976 boet på Frederiksberg. Jeg solgte også lidt flaskeøl til enkelte cafeer, værtshuse og forretninger. Der var der dog ingen, der ville have fadøl, som jo ellers er klart bedre end flaskeøllet. Da fandt jeg ud af, at stort set samtlige fadølshaner i København var ejet af Carlsberg og Tuborg. Med den erfaring rigere begyndte jeg at lede efter et passende værtshus, for nu skulle København have noget kvalitets fadøl.

Efter at have kigget på en del steder, åbnede jeg her i Smallegade d. 1. august 1994. Charlies i Pilestræde var et par år senere det næste sted med god fadøl. Derefter omkring årtusindskiftet begyndte langsomt ølrevolutionen, som vi kender den i dag. Danske Ølentusiaster blev dannet, mikrobryggerierne dukkede langsomt op, ja selv Carlsberg begyndte at brygge hæderlig øl (Jacobsen). Det er ikke alt øllet, der er lige godt, men det er da en klar fremgang sammenlignet med "gamle dage". Resten er historie.

Jeg er stolt af at være den første importør af tjekkisk fadøl til Danmark.

Jeg er stolt af at være en af pionererne af denne Ølrevolution.

Jeg undskylder selvfølgelig overfor Janteloven.

December 2016       Kim Normann